Viser opslag med etiketten tester. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tester. Vis alle opslag

mandag den 14. marts 2016

Gulerod&banan muffins uden sukker eller fedtstof

"Blend det hele sammen også er der muffins"

Jeg er blevet lidt afhængig af vores "Nutribullet", som er en sindsyg hurtig og effektiv blender. Den koster også 1000 kr., men den har latterlig meget tilbehør og kan blende gulerødder eller andre hårde grøntsager på få sekunder. Lækker maskine! I denne maskine er jeg begyndt at lege lidt med forskellige smoothies; gulerod og mango, rødbede og hindbær - og andre lækre sager. Da jeg skulle i seng igår, lå jeg og tænkte på, om man ikke kunne lave en smoothie og så tilføje et æg og lidt mel og bagepulver og forhåbentlig blive til en form for dej. Så det måtte jeg simpelthen prøve. Så den her opskrift er et forsøg, som jeg håber ender godt!

Et lækkert grøntsagsmarked jeg stødte på i New York

Jeg ender tit med at have en masse "spild" grøntsager i mit køleskab, som enten bliver bløde og kedelige eller simpelthen mugner. Det er bare surt. Så jeg tror, jeg vil gøre det til en vane, at blende grøntsagerne lige inden de bliver dårlige og bruge den blendede masse i forskelligt bagværk. Denne gang blev det så muffins.




DU SKAL BRUGE

4-5 små gulerødder (ca 130 g.)
1 moden banan
1 dl mælk
1 dl vand
3 spsk creme fraiche (gør dem dejlig bløde, men kan undværes)
1 æg
3 dl mel (bland almindelig med groft - fx 2 alm mel og 1 rugmel)
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
(evt 1 tsk vanilje)

Udstyr
1 blender
12 silikonemuffinsforme



Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovn) 

  2. Blend banan, gulerødder, mælk, vand, creme fraiche og æg sammen 

  3. I en anden skål blandes mel, bagepulver og salt (og vanilje) 

  4. Hæld indholdet fra blenderen ned i melblandingen 

  5. Rør det forsigtigt rundt med en dejskraber til det er helt blandet 

  6. Klargør silikonemuffinsforme (ikke papir!) og kom blandingen deri 

  7. OBS dejen er meget flydende! Brug en suppeøse til at fylde formene op - de må gerne fyldes til kanten

  8. Bag dem i ca. 20 minutter 

  9. Lad dem aflkøle helt inden de tages ud af formen og serveres 

Konklusion
Jeg var godt nok lidt nervøs, da jeg havde blandet min "smoothie" ned i melet, for det var pludselig en meget flydende masse, jeg stod med. Men det hele endte heldigvis godt! De blev fine og høje og faldt ikke sammen, som jeg var bange for. De blev også meget bløde og smelter i munden, når man bidder i dem. Det er bare dejligt! Med lidt kokos og appelsinskal på toppen savner man slet ikke fedt eller sukker.



mandag den 9. november 2015

Ølandshvedebrød på røremaskine

"Jeg er vist begyndt at nørde lidt for meget...."

Jeg beklager lidt for det her oplæg, fordi det faktisk bryder mine principper om bloggen lidt.. Ølandshvede er ikke så studievenligt, som det almindelige hvedemel, og derfor kommer du nok ikke til at lave det her brød selv. Måske sidder du også derude og mangler en røremaskine, som det her brød også kræver. Jeg vil derfor forsøge at "oversætte" opskriften, så den passer til dit studiebudget. Jeg laver den dog selv med ølandshvede og røremaskine, som uden tvivl får et andet resultat, end et brød uden disse ting vil få. Men hvis du er ligesom mig og bare godt kan li at få inspiration, så er det her oplæg måske alligevel noget for dig.




Dog vil jeg gerne påpege, at Rema1000 er begyndt at have mange af de her special meltyper. De har indgået et samarbejde med Gram Slot, som sælger økologisk ølandshvede for omkring 20 kr. for et kilo.


Sådan her ser et nybagt stykke ølandshvedebrød ud. Det har en lækker mørk gylden farve og er super luftigt. Det smager forrygende med et lag koldt smør.

DU SKAL BRUGE - fancy udgave

4 dl lunken vand
12 g gær
2 spsk skyr
1 spsk honning
2 tsk salt
4 spsk neutral olie
350 g alm. ølandshvedemel
150 g groft ølandshvedemel (kan udskiftes med alm. ølandshvede)

DU SKAL BRUGE - studie udgave

4 dl lunken vand
20 g gær
2 spsk neutral yoghurt, kærnemælk eller alm. mælk
1 spsk sukker
2 tsk salt
4 spsk neutral olie
400 g hvedemel (evt mere til æltning)
100 g fuldkornshvedemel

Inden bagningen

Fremgangsmåde (kun til fancy udgave)

  1. Opløs gæren i vandet i din røreskål 

  2. Tilsæt honning og skyr og rør rundt 

  3. Tilføj halvdelen af melet og salt og rør den igennem i 3 minutter på røremaskinen 

  4. Kom resten af melet i og hæld olien i imens maskinen rører 

  5. Rør dejen i 4-5 minutter på lav hastighed, og rør den herefter på høj hastighed i 6 minutter

  6. Beklæd en form med bagepapir (jeg brugte et ildfast fad - det samme som i opskriften herunder). Sørg for at klippe det til, så det passer med formen   

  7. Hæld dejen deri og lad det hæve i 2 timer 

  8. Bag brødet ved 220 grader i ca. 30 minutter (ikke med varmluft!) i formen 

  9. Ta brødet ud af formen, vend det på hovedet og giv det 10 minutter mere 

  10. Afkøl brødet på en rist efter bagning



Konklusion
Næææh se nu lige de lufthuller. De har virkelig meget at sige for mig som bagenørd. Jeg øver mig rigtig meget i at kunne fremstille et brød, som er fuldt med luft og har en lækker smag. Og jeg må sige at forsøget med mit ølandshvedebrød, er det tætteste jeg er kommet på endnu. Det smager dejligt, og det har en sej skorpe og ja lufthuller over alt. Sådan skal det være!


onsdag den 28. oktober 2015

Grydebrød og et megakup!

"Juhuu min første støbejernsgryde" 

Se nu bare her, jeg har sørme "investeret" i min allerførste støbejernsgyde. Og når jeg nu skriver investeret så er det faktisk fuldstændigt ironisk, fordi den var bare åndssvag billig. 150 kr i Imerco for en stort, rund støbejernsgryde på 21 cm med plads til 2,8 liter. Hvis du er studerende ligesom mig og brænder for at lave et grydebrød, så bliver du simpelthen nødt til at købe denne her. Den er sat ned fra 600 kr.!! Det er jo helt tosset.


Da jeg købte den inde i Imerco, fik jeg af vide af den søde ekspedient, at sådan en gryde skal være 100% tør, inden den sættes tilbage i skabet. Hvis man glemmer dette, kan der godt opstå nogle underlige pletter på den, som ligner lidt mug. Og det vil man jo helst være fri for.

Men her kommer så mit grydebrød, som jeg blev inspireret af fra Amo's store bagebog 5. Jeg har bare tilføjet noget forskelligt mel og fordoblet gær-mængden. Dette gjorde jeg fordi, jeg kom i tidspres og håbede på, at mere gær ville give lavere hævetid. Men ta et kig på den, og igen køb nu den gryde. Det er et tilbud, som næppe kommer igen (tror jeg..)



DU SKAL BRUGE

10 g gær
5 dl lunken vand
10 dl mel (1/4 groft og resten alm. hvedemel)
2 tsk salt
2 tsk sukker



Fremgangsmåde 

  1. Start med at blande alle ingredienserne og rør det sammen til melet er vådt. Det skal ikke æltes overhovedet. 

  2. Lad det hæve i 1 time og 15 minutter ca.  

  3. Efter hævningen hældes dejen ud på et godt meldrysset bord (den er meeeeget våd)

  4. Forsøg at trykke dejen sammen og pakke den ind under sig selv hele tiden. Dette er en måde at stramme dejen op på. 

  5. Læg dejen i en skål smurt med olie og lad den efterhæve lunt i 1 time 

  6. Forvarm din ovn på 225 grader og sæt din fine støbejernsgryde med låg derind og lad den varme med

  7. Ta gryden ud, når dejen er færdig hævet. Pas på den er mega varm! 

  8. Strø mel i gryden og hæld forsigtigt dejen deri 

  9. Sæt låget på og sæt den nederst i ovnen 

  10. Bag brødet i ca. 30 minutter med låg og de sidste 20 minutter uden låg og endnu en gang - PAS PÅ DET ER VAAAARMT! 

  11. Efter bagningen hældes brødet ud på en rist og afkøler inden servering 



Konklusion 
Hold nu op, hvor er jeg overrasket over det her brød. Når man står og rører mel og vand sammen uden at ælte, tænker man virkelig: "Bliver det her snask nogensinde til noget..?" Men det må man godt nok sige, at det blev! Brødet kaldes verden måske nemmeste - og det kan man sagtens kalde det. Det er jo åndssvagt nemt at lave. Et barn ville kunne lave det her brød, også bliver det bare så mega godt. Kæmpe stort bifald til grydebrødet. Nothing less.

Dog havde jeg lidt problemer med at få mit brød ud af gryden, så jeg tror, man skal komme godt med mel i bunden eller evt komme lidt olie derned, så den kan slippe helt.



mandag den 8. juni 2015

Wokret med kylling i vand

"Den nye kylling på dåse hitter i mit køkken" 

Jeg var nede og handle i Netto i dag, og her gik jeg tilfældigvis forbi tilbudsvognen, som er fyldt med en masse sjove forskellige varer. Her iblandt fandt jeg den nye form for tun på dåse, men hvor tunen er skiftet ud med kyllingebryst. Det lød så underligt, at jeg måtte prøve det. Så det blev smidt i kurven. Jeg smagte på det, da jeg kom hjem, og det smager faktisk overraskende godt! Det har en underlig lugt i starten, men efter man har hældt vandet fra, smager det præcis ligesom et koldt stykke kyllingebryst. Jeg smed resten i denne wokret, som du får opskriften på her:



DU SKAL BRUGE - 1-2 personer

1 blok nudler
1 stor håndfuld frosne grøntsager
1 spsk soya
2-3 spsk oyster sauce
1-2 spsk chilisauce (hvis du kan li' stærk mad)
1 dåse kylling i vand




Fremgangsmåde

  1. Varm en halvdyb pande op

  2. Kog vand og kom dine nudler heri og kog dem, til de er færdige 

  3. Kom olie på panden og steg grøntsagerne i 2-3 minutter

  4. Kom nudlerne på og steg dem med grøntsagerne 

  5. Smag til med soya, oyster sauce og chili sauce 

  6. Åben dåsen med kylling i vand og hæld vandet fra

  7. Hak det i mindre stykker med en gaffel og kom det på panden med nudler og grøntsager

  8. Bland det hele godt sammen og server retten med det samme 

Konklusion
Det er en kanon hurtig og nem ret at tilberede, også smager den super dejligt. De forskellige former for sauce, som jeg har tilføjet til denne ret, kan sagtens skiftes ud med grøn karry, sur/sød sauce eller et andet asiatisk inspireret produkt. Så hvis du står og mangler en nem aftensmad, er svaret lige her!  




lørdag den 24. januar 2015

Tranebær- og gulerodsboller

"Endelig er den her!" 

Ja, det er dog ikke opskriften, der endelig er her, da den faktisk blev skabt, da jeg skulle rydde op i køleskabet. Men jeg har endelig fået mig en røremaskine! Og nu kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg nogensinde har kunne leve uden sådan én. Det er en fantastisk maskine, som rører deje, der bliver til de lækreste og blødeste boller! Men indtil videre er jeg kun i eksperimenteringsfasen, så derfor har jeg ikke helt styr på, hvor meget mel jeg kommer i mine bolledeje... Så derfor er denne her opskrift baseret på en tidligere opskrift, som du skal ælte den i hånden. Du kan muligvis også bruge den til en røremaskine (hvis du ejer sådan en), men hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ikke prøvet.. Men ligemeget hvad, så er boller jo altid skønne og især, når de er nybagte og hjemmelavet :-)





DU SKAL BRUGE 

3,5 dl lunken vand
50 g gær
3-4 skrællet og revet gulerødder
1 dl creme fraiche/skyr/yoghurt naturel (eller hvad du nu har)
1 tsk honning
1 tsk mørk sirup
1/2 tsk salt
1 dl tranebær
3 spsk neutral olie
1 spsk maltmel (hvis du har det)
ca. 400 g hvedemel



Fremgangsmåde 

  1. Dejen skal laves i en 4 liter skål 

  2. Kom vand i skålen, opløs gæren deri og tilsæt revet gulerod

  3. Rør det rundt og tilføj creme fraiche, honning, sirup, salt, tranebær, olie og maltmel  

  4. Rør rundt igen og tilsæt hvedemelet løbende til dejen er sammenhængende

  5. Kom dejen ud på et meldrysset bord. Tilsæt mere mel (hvis nødvendigt) og ælt dejen godt i ca. 10 minutter 

  6. Kom dejen tilbage i skålen og lad den hæve i en lille time 

  7. Efter hævning formes dejen til 10 boller og kommes på to bageplader med bagepapir

  8. Lad dem hæve igen i ca. 20 minutter under rene hviskestykker 

  9. Pensel bollerne med mælk og drys evt med mel, havregryn, sesamfrø eller anden topping

  10. Bag bollerne ved 180 grader i varmluftsovn (200 i alm.) i ca. 15 minutter 



Konklusion 
Det søde tranebær sammen med den knasende gulerod er en utrolig god kombi. Også blev disse boller super bløde og lækre. Jeg skal ikke kunne sige, om det er røremaskinen, der tager æren for det, men hvis du ælter dejen i 10 minutter, så skulle du gerne få samme resultat. Men gode er de ihvertfald.

Så er der lækre og bløde boller på en kold januardag.



tirsdag den 14. oktober 2014

Soy4you intro

"Et nyt produkt er ankommet" 

Jeg har startet et samarbejde i forbindelse med et nyt produkt, som for nylig er ankommet til hylderne i de danske supermarkeder. Det er det såkaldte Soy4you, som er et alternativ til almindelige kødretter. 
Jeg er ikke selv vegetar eller går meget op i, hvor mange proteiner mit mad indeholder. Jeg går ind for, at maden skal være forholdsvist sund og nærende og samtidig nemt og billigt at lave. Soy4you giver mig faktisk det hele i én pose, og det er noget, jeg vil vise for dig gennem denne side. 
Jeg får ingen betaling eller bestemt løn for at fortælle dig disse ting. Det ud fra egen interesse, at jeg har taget kontakt til Soy4you og tilbudt dem min hjælp. Den simple årsag er blot, at jeg synes, det er et gennemtænkt produkt, som netop passer helt perfekt til mit formål: 
"At sammensætte nemme, sunde og billige retter".


#Soyaselfie

Men hvad er dette Soy4you?
Soy4you er betegnelsen for dette nye produkt. Det er noget så simpelt som en sojabønne (nogen kender dem som edamame bønner), der er grundlaget for produktet. Sojabønnerne, som indgår i produktet, dyrkes i Canada og Frankrig. Sojabønnen hænger på sin plante, til den er overmoden, hvorefter den høstes og fragtes til videreproduktion. Denne produktionen foregår i Finland eller Frankrig, hvor bønnerne tørres, males og varmebehandles. Herfra fragtes de til Danmark, hvor de færdigpakkes og sendes ud i supermarkederne. 



Kort fortalt 
Soy4you er tørret og malet sojabønner, som kan være en erstatning til kød. Præcis som du kan lave en bøf af kikærter eller bulgur, kan du nu også lave det ud af sojabønner, som dette produkt repræsentere.
Stort tak til min roomie for at være "håndmodel" !

Jamen, smager det så godt?
Det korte svar er ja. Det smager ikke ligesom almindeligt kød selvfølgelig, men smagen er meget neutral, og du kan tilsætte forskellige krydderier, som giver det præcis den smagsvariant, som du kan li'. 



Er det ikke bare noget vegetarisk fis? 
Næh, det synes jeg skam ikke. Det er jo et alternativ til kød. Men (1) det er nemmere at tilberede end kød, (2) det skal ikke på køl, (3) det tager omkring 5 minutter at "stege", (4) det er sundere, (5) billigere, (6) det skal ikke brunes, (7) det kan portionopdeles, (8) det indeholder næsten ingen fedt og massere proteiner... og jeg kunne blive ved. 


Produkterne
Med Soy4you kan du lave alternativ kødsauce og -fars. Produktet findes i to farvevarianter (lys og mørk), som kun symboliserer det lyse kød (eks. svinekød) og det mørke kød (eks. oksekød), men smagen og tilberedningen er præcis det samme. Hvert produkt koster omkring 26,95 kr. og kan købes i de fleste supermarkeder (dog kun på spottilbud i Netto). Én pose, med 125 g, svarer til 500 g hakket kød. 


Kom godt i gang
Opskrifterne på siden vil vise dig, hvordan du trin for trin skaber de forskellige kød alternativer. Et eksempel herpå er min soyabønne lasagne.   
Lasagne med Soy4you

fredag den 10. oktober 2014

Langtidshævede ølandsboller

"Luksusudgaven af køleskabsboller" 

Jeg må indrømme, at dette indlæg ikke er så studievenligt, nu hvor Fuldkorns-Ølandshvedemel (ufatteligt langt ord!) ikke er specielt billigt. Jeg købte min pose på et fødevaremarked oppe i Aalborg til 27 kr. for 1 kg. Sååå det er lidt halv dyrt (i forhold til de almindelige 2 kg hvedemel til 10 kr. i Netto), men tilgengæld kommer der også noget super lækkert brød ud af det. Hvis du ikke lige er i nærheden af et fødevaremarked eller lignende, så ved jeg, at Grupe&Meyer også har det i sit sortiment, som forhandles i Føtex og Kvickly. Derudover læste jeg, at Falslevgård Mølle mel (som jeg brugte) forhandles i Super Brugsen i Nord- og Midtjylland. Men du kan altid bruge bageteknikken til almindeligt mel. Dog vil jeg anbefale, at du bruger mest hvedemel og ikke fuldkornshvedemel, da du max må anvende 1/3 fuldkornshvedemel i en almindelig bolledej.



DU SKAL BRUGE

7 g gær
2,5 dl vand
1 æg
1 spsk olie
1 tsk salt
1 tsk sukker
3 spsk appelsinsaft (strammer melens gluten op og giver bedre hæveevne)
400-450 g Ølandshvede med fuldkorn (eller uden eller 50/50 af hver)

Sådan skal en rigtig pose mel se ud! - http://www.falslevgaard.dk/molleri 

Fremgangsmåde - 1. dag
  1. Opløs gæren i vandet 

  2. Tilsæt æg, olie, salt, appelsinsaft og sukker 

  3. Kom melet i lidt af gangen og rør rundt med en grydeske til dejen bliver fast

  4. Ælt dejen nede i skålen eller på bordet i 10 minutter og tilsæt det resterende mel undervejs 

  5. Dejen skal være ensartet og uden klumper. Den må gerne være lidt klistret 

  6. Kom dejen tilbage i skålen, drys en smule mel over og sæt den i køleskabet med låg på



Fremgangsmåde - 2. dag
  1. Ta dejen ud af køleskabet 

  2. Form 8 boller af dejen og sæt dem på en bageplade med bagepapir 

  3. Lad dem efterhæve i 1 times tid 

  4. Bag bollerne ved 220 grader i 20-25 minutter 

  5. Tjek om de er færdige ved at banke dem under bunden med en finger. Lyder de hule, er de færdige

  6. Lad dem køle af på en rist inden servering 



Konklusion 
Opskriften bag på melposen sagde, at man kun skulle bruge fuldkornshvedemel, men da jeg var igang med at komme melet i, synes jeg, det hele så meget groft ud, så jeg tilføjede også noget almindeligt Ølandshvedemel. Det skulle ikke være nødvendigt, men det giver et mere luftigt brød, som stadig er fyldt med fuldkorn.



søndag den 28. september 2014

Grove kanelsnegle

"Fuldkorn, fuldkorn, fuuuuld med korn"

Som du måske ved, så har jeg tidligere lavet en opskrift med grove frøsnappere. Dem var jeg meget begejstret over, og derfor tænkte jeg "Hmm.. mon ikke en kanelsnegel med fuldkornsmel ville smage lige så godt?". Så det måtte selvfølgelig prøves! Jeg har kigget på lidt forskellige opskrifter, og de giver alle sammen omkring 25-30 stk snegle. Men da disse grov kanelsnegle er en afprøvning, så er mængden ikke så stor, men du kan jo altid lave dejen i dobbelt størrelse. God fornøjelse.

Fuldkornskanelsnegle - 12 stk



DU SKAL BRUGE

25 g gær
1/2 dl mælk
50 g smeltet smør
1 æg
1 spsk sukker
1 knsp salt
120 g hvedemel
50 g fuldkornshvedemel

Remonce 
50 g blødt smør
50 g brun farin
1-2 tsk kanel



Fremgangsmåde 

  1. Lun mælken i din mikroovn eller i en gryde (det skal være lillefingervarm) og opløs gæren deri 

  2. Kom det op i en stor skål og tilsæt resten af ingredienserne. Kom gerne melet i til sidst og tilføj evt ekstra, hvis dejen er alt for klistret

  3. Ælt dejen til den er helt galt og uden klumper 

  4. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse (ca. 1 time)

  5. Lige inden dejen er færdighævet, blandes det bløde smør sammen med farin og kanel (smag evt til) 

  6. Efter hævning rulles dejen ud til en firkant på ca. 30x30 cm 

  7. Fordel remonce på dejen og rul firkanten sammen som en roulade 

  8. Skær den ud i 12 lige store stykker og kom sneglene op på en bageplade med bagepapir

  9. Lad dem efterhæve i ca 20 minutter under et rent hviskestykke 

  10. Tryk sneglene lidt flade og pensel dem med mælk, vand, æg eller hvad du lige har

  11. Bag dem i 8-10 minutter ved 220 grader 

  12. Efter bagningen afkøles sneglene og pyntes evt med glasur 



Konklusion 
Jeg har faktisk aldrig lavet kanelsnegle før, og derfor har jeg heller ikke udviklet nogle opskrifter med dem. Så denne omgang var virkelig et førstegangsforsøg, og heldigvis gik det helt efter planen. De smager utrolig dejligt, og den grove mel er med til at give dem mere kant og en bedre mæthedsfornemmelse. Jeg er ihvertfald helt tosset med dem, og det er jeg sikker på, at du også vil blive!




mandag den 8. september 2014

Soyabønne lasagne

"Soyabønnen - det helt nye alternativ til hakket kød!" 

Nu er Food Festivalen simpelthen forbi, og jeg står tilbage med en masse ny viden om mad, og en summen i mit hoved af de skønne oplevelser jeg havde på pladsen. En af de aktører, som jeg besøgte flere gange var Soy4you, hvilket er et helt specielt produkt. Jeg fik mig en god snak med opfinderen bag produktet, som fortalte mig om menneskers enorme kødforbrug, og hvordan jordkloden langsomt bliver nedbrudt pga det store co2 forbrug, som produktionen af kød har bag sig. Dermed har han opfundet denne Soy4you, som er en granuleret soyabønne, der findes i en lys og mørk version. Smagene på bønnerne er de samme, selvom farven er forskellig. Soyabønnen skal være et alternativ til hakket kød og indeholder en masse protein og næsten ingen fedt. Det måtte jeg da prøve! Så jeg lavede denne lasagne, og tro mig - den blev god!




Soy4you lasagne 

DU SKAL BRUGE

1 løg
2 gulerødder
1/2 squash
680 g mosede tomater fra urtekram (det bedre valg)
(eller 2 spsk tomatpuré og 1 dåse hakket tomater)
3 dl grønsagsbouillion
2 tsk chilipasta (valgfri)
125 g Soy4you
10-12 lasagneplader (evt. fuldkorn)
250 ml mornay sauce
1 håndfuld revet ost
Salt og peber
Oregano





Fremgangsmåde 
  1. Forvam ovnen på 200 grader 

  2. Hak løg og skær gulerødder og squash ud i små mundrette stykker 

  3. Svits løget til de er klare, og tilsæt efterfølgende gulerod og squash 

  4. Rør det rundt et par gange inden tomat, Soy4you, chilipasta og bouillon tilsættes

  5. Lad den simre under låg i ca 10 minutter 

  6. Smag soyasauce til med salt og peber 

  7. Opbyg din soyabønne lasagne i et ovnfast fad (jeg brugte min Stelton på 25,5x20,5 cm) 

  8. Læg et lag med skiftevis soyasauce, mornay sauce og lasagneplader

  9. Afslut din lasagne med mornay sauce med revet ost ovenpå 

  10. Dys oregano ovenpå og bag den i ovnen i 25-30 minutter 



Konklusion
Jeg er så glædeligt overrasket over, hvor godt denne lasagne smager. Du ville kunne servere den for din familie, og de ville aldrig gætte, at den ikke indeholder kød. Jeg tilføjede chilipastaen, da den giver lidt ekstra smag til retten uden den bliver for stærk, hvilket er super lækkert, men den kan også undværes. Men jeg har serveret denne ret for min kæreste og en god veninde nu, og de var begge to vilde med den. Så det er bare med at få det prøvet af
Bonusinfo: Soy4you kan købes til 20 kr. i Rema1000 i denne uge, og koster normalt omkring 30 i Føtex.



søndag den 20. juli 2014

Choko cookie med kerner

"Kerner og chokolade" 

Her er en ekstra lille ting, som jeg skal have med på min tur til BERLIN. Jeg er spændt på, om min veninde rynker lidt på næsen, når jeg siger, at jeg har blandet solsikkekerner i cookie dejen. Det er også blot et forsøg, som jeg håber bliver godt.

Cookies med solsikkekerner & chokolade




DU SKAL BRUGE

160 g hvedemel
115 g blødt smør
60 g brun farin
45 g sukker
1 æg
100 g hakket mørk chokolade
2 spsk solsikkekerner
1 tsk vaniljesukker
1 tsk natron
1/2 tsk salt




Fremgangsmåde - til 25 stk

  1. Pisk smør, brun farin, sukker og æg sammen til en ens masse

  2. Rør derefter chokolade og solsikkekerner i med en dejskraber

  3. I en anden skål blandes hvedemel, vaniljesukker, salt og natron, som sigtes ned i smørblandingen

  4. Rør det hele godt sammen med dejskraberen 

  5. Kom små klatter dej på et en bageplade med bagepapir

  6. Bag dine cookies i ca 6-8 minter ved 225 grader 



Konklusion 
Jo jo, kerner og chokolade smager nu meget dejligt i en cookie. Jeg tror faktisk, jeg vil prøve at lave nogen helt uden chokolade næste gang. Prøv dem endelig. God fornøjelse.



onsdag den 9. juli 2014

Grov frøsnapper

"Sommer og sødt brød" 

Puuuuuuuha, det er varmt i lille Danmark for tiden, men selv det holder ikke bagerlysten tilbage. I denne omgang får du en opskrift på søde og lækre frøsnappere lavet med fuldkornsmel og den syndige remonce. Jeg har fundet opskriften på 'bagværksbloggen' BRØDET, som er fyldt med en masse forskellige opskrifter på utrolig lækkert bagværk. Den fortjener et kig forbi. Men her kommer så min forklaring på hans opskrift:

Grove frøsnappere 


DU SKAL BRUGE

75 g smør
1 dl mælk
40 g gær
1/2 tsk salt
50 g fuldkornshvedemel
250 g hvedemel

Pynt
Ca en håndfuld blå birkes
Ca en håndfuld sesamfrø

Fyld: remonce
125 g smør
4 spsk sukker

Så skal dejen rulles ud!


Inden bagning

Fremgangsmåde - til 8 stk 

  1. Start med at smelte smøret i din mikroovn eller i en gryde 

  2. Lad din smørpakke stå ude, imens du laver din dej, da den skal være blød til remoncen 

  3. Køl det smeltede smør lidt af inden mælken kommes i 

  4. Hæld smør og mælk ned i en stor skål (jeg brugte min 5 liters Margrethe skål) 

  5. Udblød gæret deri og rør rundt

  6. Tilsæt salt og melet og rør rundt til det bliver en jævn dej

  7. Nu skal dejen æltes i ca 5 minutter, og det er her den store skål kommer til nytte: - Jeg fandt det nemmest at ælte dejen nede i skålen og op ad siderne på skålen. Det gjorde dejen let og smedig. 

  8. Efter æltning drysses bordet med mel, og dejen rulles ud til en aflang firkant, som skal være ca 3 mm tyk

  9. Sørg for at dejen ikke klistre til bordet ved at holde den i bevægelse og ved at have nok mel på bordet

  10. Nu blandes remoncen: kom sukker sammen med den bløde smør og ælt det sammen med hænderne. Sådan fandt jeg det nemmest. 

  11. Smør din remonce på dejfirkanten. Det virker som en stor portion, og du kan også lave den lidt mindre, men når man skal synde, så kan man lige så godt give den hele armen! 

  12. Drys birkes og sesamfrø udover dejen 

  13. Nu foldes den ene halvdel hen over den anden med dejskraberen (se billede)

  14. Skær dejen ud i aflange stykker (jeg fik 8 stk) 

  15. Kom lidt vand på hvert stykke (fingerne kan sagtens bruges her) og drys mere birkes og sesam ud over

  16. Vrid hver stykke dej to gange (ligesom når du vrider et vådt stykke tøj eller ligende) og sæt dem på en bageplade med bagepapir 

  17. Kom igen birkes og sesamfrø på 

  18. Sæt frøsnapperne til hævning i ca en time 

  19. Efter hævning sprøjtes eller pensles brødet med vand og kommes i ovnen ved 200 grader i ca 18 minutter (hold øje med dem)

  20. Når de er bagt færdige kommes de på en rist og køler af. Velbekomme! 

Når dejen skal foldes 

Konklusion 
Jeg er helt overvældet over, hvor nemt dette var at lave! Jeg ved godt, at det er en opskrift på 20 punkter, men det var simpelthen kun for at skære processen helt ud i pap. De tager ikke meget mere end 20 minutter at klargøre inden hævning og bagning. Derudover så smager de viiiirkelig godt! Den grove mel giver lige lidt mere at tygge på, hvilket wienerbrød godt kan mangle ind i mellem synes jeg. Men jeg synes, du skal prøve dem, og tak til BRØDET for en super skøn opskrift.