mandag den 15. september 2014

Foccacia med rødbede og gedeost

"Noget lidt sjovt og anderledes til maden eller madpakken"

Jeg synes tit, jeg står og mangler et eller andet tilbehør til min aftensmad, som ikke lige er en almindelig salat eller et stykke hvidløgsflute, så derfor måtte jeg simpelthen prøve denne opskrift. Jeg har fundet den i AMO's nye lækre bagebog (Den Store Bagebog 5), hvor de præsenterer en masse "Nordisk brød". Jeg ved ikke helt hvor "nordisk" dette er, men jeg synes ihvertfald, at det er super smart at få grønsager med i brødet, da dette gør smagen mere spændende, og selvfølgelig bliver det også et sundere alternativ end et hvidløgsflute. Det er også et stykke brød, som er smart til madpakken, da det mætter meget mere, når der både er rødbede og gedeost i, og samtidig behøver det ingen pålæg, da det allerede er fyldt med smag og knas.

Foccacia med rødbeder og ost 




DU SKAL BRUGE

4,5 dl vand
50 g gær
1 spsk salt
100 g hytteost
350 g hvedemel
310 g fuldkornshvedemel
200 g rødbeder
2 spsk rapsolie
100 g gedeost
1 tsk rosmarin
1 drys flagesalt (alm. salt kan nok også gøre det)

Dej med rødbedestykker i

Fremgangsmåde

  1. Oplæs gæret i vandet sammen med en lille smule sukker (det var et tip jeg så i den store bagedyst. Dejen skulle hæve bedre af det) 

  2. Tilsæt salt og hytteost og kom melet i lidt af gangen

  3. Dejen skulle gerne være blød og klistret, når du har rørt i den i 5-10 minutter

  4. Lad dejen hæve i en time 

  5. Inden dejen er hævet færdig gøres rødbederne klar. Skræl og riv dem groft 

  6. Når dejen er hævet røres rødbederne ind i dejen 

  7. Beklæd en form på omkring 20x30 cm med bagepapir og hæld dejen deri. (Se billede: her kan du med fordel bruge to tøjklemmer i hvert hjørne af formen/bradepanden for at holde bagepapiret på plads) 

  8. Dryp olie over dejen og lad en nu hæve igen i ca 30 minutter 

  9. Lav huller i dejen med fingerne og fordel gedeost deri 

  10. Drys salt og rosmarin over

  11. Bag brødet i ca 25 minutter ved 240 grader i formen og bag den derefter i ca 5-10 minutter uden form 



Konklusion 
Brødet var overraskende nemt at lave i forhold til, hvad jeg havde troet. Jeg valgte at køre mine rødbeder i mini hakkeren, så jeg slap for at få køkkenet svinet til i pink rødbedesaft, men hvis du ikke har sådan en, så må du jo ty til et rivejern.
Men brødet smagte rigtig godt, dog fik jeg ikke den store ros for at bruge gedeost, da det har en lidt kraftig smag, så jeg tænker at bruge en anden ost (eks. mozzarella) næste gang.
Det lille trick med sukkeret var vist nok en succes. Mit brød hævede ihvertfald utrolig meget, og havde en lækker og luftig konsistens, så den må jeg lige huske på!

Tip: tøjklemmerne holder bagepapiret på plads - husk at fjerne dem inden bagning 

Pakket ind og klar til at tage med til middag

Ingen kommentarer:

Send en kommentar