Viser opslag med etiketten appelsin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten appelsin. Vis alle opslag

mandag den 14. marts 2016

Gulerod&banan muffins uden sukker eller fedtstof

"Blend det hele sammen også er der muffins"

Jeg er blevet lidt afhængig af vores "Nutribullet", som er en sindsyg hurtig og effektiv blender. Den koster også 1000 kr., men den har latterlig meget tilbehør og kan blende gulerødder eller andre hårde grøntsager på få sekunder. Lækker maskine! I denne maskine er jeg begyndt at lege lidt med forskellige smoothies; gulerod og mango, rødbede og hindbær - og andre lækre sager. Da jeg skulle i seng igår, lå jeg og tænkte på, om man ikke kunne lave en smoothie og så tilføje et æg og lidt mel og bagepulver og forhåbentlig blive til en form for dej. Så det måtte jeg simpelthen prøve. Så den her opskrift er et forsøg, som jeg håber ender godt!

Et lækkert grøntsagsmarked jeg stødte på i New York

Jeg ender tit med at have en masse "spild" grøntsager i mit køleskab, som enten bliver bløde og kedelige eller simpelthen mugner. Det er bare surt. Så jeg tror, jeg vil gøre det til en vane, at blende grøntsagerne lige inden de bliver dårlige og bruge den blendede masse i forskelligt bagværk. Denne gang blev det så muffins.




DU SKAL BRUGE

4-5 små gulerødder (ca 130 g.)
1 moden banan
1 dl mælk
1 dl vand
3 spsk creme fraiche (gør dem dejlig bløde, men kan undværes)
1 æg
3 dl mel (bland almindelig med groft - fx 2 alm mel og 1 rugmel)
1 tsk salt
1 tsk bagepulver
(evt 1 tsk vanilje)

Udstyr
1 blender
12 silikonemuffinsforme



Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader (alm. ovn) 

  2. Blend banan, gulerødder, mælk, vand, creme fraiche og æg sammen 

  3. I en anden skål blandes mel, bagepulver og salt (og vanilje) 

  4. Hæld indholdet fra blenderen ned i melblandingen 

  5. Rør det forsigtigt rundt med en dejskraber til det er helt blandet 

  6. Klargør silikonemuffinsforme (ikke papir!) og kom blandingen deri 

  7. OBS dejen er meget flydende! Brug en suppeøse til at fylde formene op - de må gerne fyldes til kanten

  8. Bag dem i ca. 20 minutter 

  9. Lad dem aflkøle helt inden de tages ud af formen og serveres 

Konklusion
Jeg var godt nok lidt nervøs, da jeg havde blandet min "smoothie" ned i melet, for det var pludselig en meget flydende masse, jeg stod med. Men det hele endte heldigvis godt! De blev fine og høje og faldt ikke sammen, som jeg var bange for. De blev også meget bløde og smelter i munden, når man bidder i dem. Det er bare dejligt! Med lidt kokos og appelsinskal på toppen savner man slet ikke fedt eller sukker.



torsdag den 4. februar 2016

Morgenmuffin

"Tænk fremad og få en nem morgenmad"

Jeg har en kæmpe bunke lektier, som ligger og venter på mig, men jeg har haft åndssvagt travlt i den her uge, så jeg trænger virkelig bare til en aften ugen studiet. Dette gav mig åbenbart lyst til at lave muffins - også kom jeg frem til den her opskrift. Her i weekenden skal jeg hjem og besøge mine forældre, så jeg havde en masse i køleskabet, som skulle bruges, så beklager, hvis du synes, der er mange skøre og forskellige ingredienser i. Hvis du fx ikke har creme fraiche, så kan du evt undlade det og komme mere mælk i, eller du kan erstatte det med en anden neutral yoghurt. Men ta et kig på opskriften og bliv inspireret.



DU SKAL BRUGE - 8 stk. 

1 æg
1 dl mælk
Saft fra 1 appelsin (2 kg koster 9 kr. i Netto lige pt)
3 spsk creme fraiche
1 dl rugmel
2 dl hvedemel
1/2 dl mysli eller havregryn
3 tsk sukker
1 tsk salt
1/2 tsk natron
1 tsk bagepulver
100 g blåbær (friske blåbær koster 10 kr. i Netto lige pt)
8 muffinsforme (silikone er anbefalet - koster omkring 12 kr i Søsterne Grene)



Fremgangsmåde

  1. Varm ovnen op på 200 grader og gør formene klar 

  2. Bland de tørre ingredienser + blåbær i en skål

  3. Bland de våde ingredidenser i en anden skål 

  4. Lav en fordybning i de tørre ingredienser og hæld det våde deri

  5. Bland det hele godt sammen med en dejskraber 

  6. Fyld formene med muffindejen 

  7. Bag dem i ca. 20 minutter 

  8. Lad dem køle af inden servering 

Konklusion 
Disse muffins er super gode, når du har en travl hverdag og skal have en hurtig og nem morgenmad, eller hvis du mangler en snack i løbet af dagen. De kan sagtens fryses ned og gemmes til en anden god gang. Derudover er smagen super dejlig, og hvis du er imod hvidt hvedemel eller sukker, kan begges disse ting skiftes ud med grovere mel og banan. Smagen bliver nok ikke helt den samme.