Viser opslag med etiketten madpakke. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten madpakke. Vis alle opslag

torsdag den 4. februar 2016

Morgenmuffin

"Tænk fremad og få en nem morgenmad"

Jeg har en kæmpe bunke lektier, som ligger og venter på mig, men jeg har haft åndssvagt travlt i den her uge, så jeg trænger virkelig bare til en aften ugen studiet. Dette gav mig åbenbart lyst til at lave muffins - også kom jeg frem til den her opskrift. Her i weekenden skal jeg hjem og besøge mine forældre, så jeg havde en masse i køleskabet, som skulle bruges, så beklager, hvis du synes, der er mange skøre og forskellige ingredienser i. Hvis du fx ikke har creme fraiche, så kan du evt undlade det og komme mere mælk i, eller du kan erstatte det med en anden neutral yoghurt. Men ta et kig på opskriften og bliv inspireret.



DU SKAL BRUGE - 8 stk. 

1 æg
1 dl mælk
Saft fra 1 appelsin (2 kg koster 9 kr. i Netto lige pt)
3 spsk creme fraiche
1 dl rugmel
2 dl hvedemel
1/2 dl mysli eller havregryn
3 tsk sukker
1 tsk salt
1/2 tsk natron
1 tsk bagepulver
100 g blåbær (friske blåbær koster 10 kr. i Netto lige pt)
8 muffinsforme (silikone er anbefalet - koster omkring 12 kr i Søsterne Grene)



Fremgangsmåde

  1. Varm ovnen op på 200 grader og gør formene klar 

  2. Bland de tørre ingredienser + blåbær i en skål

  3. Bland de våde ingredidenser i en anden skål 

  4. Lav en fordybning i de tørre ingredienser og hæld det våde deri

  5. Bland det hele godt sammen med en dejskraber 

  6. Fyld formene med muffindejen 

  7. Bag dem i ca. 20 minutter 

  8. Lad dem køle af inden servering 

Konklusion 
Disse muffins er super gode, når du har en travl hverdag og skal have en hurtig og nem morgenmad, eller hvis du mangler en snack i løbet af dagen. De kan sagtens fryses ned og gemmes til en anden god gang. Derudover er smagen super dejlig, og hvis du er imod hvidt hvedemel eller sukker, kan begges disse ting skiftes ud med grovere mel og banan. Smagen bliver nok ikke helt den samme.






mandag den 31. august 2015

Pirogger med cream cheese

"Back to reallity!" 

Jeg har haft en helt fantastisk sommerferie! Den har været fyldt med skønne oplevelser og ture både til New York, Miami Beach, Skagen og Göteborg. Også har jeg brugt min ferie sammen med de mennesker, jeg holder aller mest af. Hvad mere kan man ønske sig?
Men ja, i morgen starter virkeligheden, og jeg må tilbage på skolenbænken igen igen. Dog denne gang starter jeg på en helt ny skole og til og med i en ny by. Aalborg Universitet. Jeg skal læse min kandidat om it, læring og organisatorisk omstilling. Ja hold nu op en lang sætning.... Men jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang og sætte ild i noget helt nyt. Det skal nok blive spændende.

Derfor må jeg også i gang med at lave madpakke tilbehør igen. Jeg er så heldig, at min kæreste bor i Aalborg, og han har givet mig lov til at hænge ud i hans lejlighed, når jeg skal i skole. Jeg vil derfor også gerne være lidt sød ved ham og bage en masse lækre ting til ham og mig. Derfor er min sidste dag i sommerferien afsat til en lang bagedag. Jeg har 4 kilo mel, 2 pakker gær og en masse forskellige former for fyld, så nu er det bare at komme i gang!

Mit første forsøg på at lave et lækkert madpakke tilbehør er disse Pirogger med cream cheese. Philadelphia ost er på tilbud i Fakta i denne uge til kun 10 kr.! Så det er oplagt at lave noget med det.



DU SKAL BRUGE - 20 stk. 

Pirog dej
25 g gær
3 dl lunken vand
3 spsk creme fraiche
3 spsk neutral olie
2 tsk sukker
1 tsk salt
3 dl rugmel
Ca. 5 dl hvedemel

Pirog fyld
6 spsk creme fraiche
200 g cream cheese (min var med sweet chili)
1/2 fint hakket peberfrugt
Evt revet ost
Lidt citronsaft (kan undlades)
Salt og peber

1 æg til pensling



Fremgangsmåde - dejen

  1. Opløs gæren i vandet 

  2. Tilsæt creme fraiche og olie og rør rundt 

  3. Kom rugmel og salt i og rør igen 

  4. Tilføj hvedemelen lidt af gangen til dejen er fast (jeg kom 4 dl i) 

  5. Drys mel på dit køkkenbord og ælt dejen i ca. 5 minutter

  6. Lad den ligge på bordet og hæve i 1 times tid med et rent hviskestykke over sig 
Når kæresten ikke har en kagerulle i huset, må man være kreativ. Tak Smirnoff. 

Fremgangsmåde - fyld
  1. Bland creme fraiche, cream cheese, revet ost og peberfrugt sammen 

  2. Smag den til med citronsaft og salt og peber, hvis du finder det nødvendigt 

Fremgangsmåde - afslutning
  1. Efter hævningen rulles dejen ud til den er ca 5 mm tyk

  2. Tryg dejen ud med en skål på ca 13 cm 

  3. Kom cirklerne på en bageplade med bagepapir

  4. Smør fyldet på den ene side - ca. 1 spsk på hver cirkel

  5. Fold den anden side af cirklen oven på den anden 

  6. Tryg siden sammen med en gaffel og pensel den med æg

  7. Bag piroggerne ved 180 grader varmluft i ca 20 minutter

  8. Efter bagningen afkøles de og opbevares i en lufttæt beholder


Konklusion 
Hold nu op, hvor er pirogger undervurderet. Jeg er helt tosset med dem, og du kan komme hvad som helst ind i dem. Disse med cream cheese, som jeg har lavet, smager også super dejligt. De har en god neutral smag, så du kan faktisk komme, hvad som helst i cream cheese blandingen for at give den dit eget touch. Jeg kom en lille smule chili sauce i for at give det lidt ekstra smag. Det har jeg ikke skrevet i opskriften, fordi jeg synes, du skal have chancen for at finde din egen smag. Held og lykke med det! Du vil ikke fortryde det.


fredag den 1. maj 2015

Chorizo muffins

"Madpakkesnack eller til skovturen" 

Her kommer endnu en opskrift, som kan bruges, hvis du står og mangler inspiration til en sjovere frokost i skolen, på jobbet eller et tredje sted. Der er utallige muligheder med muffins, og derfor kan du også bruge denne opskrift som basis, også tilføje en anden form for fyld. Det kunne være fx kylling og majs, feta og oliven eller andet lækkert. Her får du den:



DU SKAL BRUGE

4 dl hvedemel
3 dl mælk
2 store æg
1 spsk sukker
2 tsk bagepulver
1 tsk salt
1 dl solsikkeolie
1 pk. chorizo pålæg (koster 10 kr. i netto)
1 håndfuld rød peberfrugt i tern
1 håndfuld revet ost (kan undlades)




Fremgangsmåde


  1. Opvarm ovnen til 180 grader 

  2. Pisk æg, mælk og olie sammen i en skål

  3. I en anden skål blandes mel, sukker, bagepulver, salt, hakket chorizo og peberfrugt tern

  4. Bland forsigtigt æggeblandingen ned i skålen 

  5. Rør dejen sammen med en dejskraber 

  6. Fordel dejen i 12 muffinsforme 

  7. Drys evt krydderi på toppen som chilipulver, oregano eller timian - kun fantasien sætter grænser 

  8. Bag dine muffins i 15-20 minutter til de er faste (mine fik 15 min.)

Konklusion 
En super lækker og blød muffin, som kan nydes på skovturen eller i frokostpausen. Jeg synes osten gør rigtig meget for denne muffin, så jeg vil anbefale, at du tilføjer den og evt. en chedder, som passer bedre til "chili-temaet".





tirsdag den 10. februar 2015

Linser med laksefyld

"Fræk fingermad" 

Denne opskrift er virkelig god! Fordi du kan sammensætte den med det fyld, du bedst kan lide. Hvis du er mest til kagecreme og flødeskum kan du bruge opskriften til lave søde sager ud af, eller så kan du gå i den anden retning og fylde den med majs, feta, broccoli, tomatsalsa eller andet lækkert. Det er simpelthen kun fantasien der sætter grænser. Du skal bare være sikker på, at dit fyld ikke er for vådt, for jeg er ret sikker på, at linsebunden vil suge en masse af væsken og blive en smule blød og kedelig. Jeg har lavet linser med laksefyld, og du får dem lige her:



DU SKAL BRUGE 

300 g hvedemel
200 g blødt smør
1 æg

Fyld
100 g flødeost (jeg brugte med hvidløgssmag)
0,5 dl mælk
2 æg
100 g finthakket laks


Fremgangsmåde - 24 stk 

  1. Fordel smørstykker i melet og tilsæt ægget

  2. Ælt det hele godt og hurtigt sammen til dejen er ensartet

  3. Lad dejen stå på køkkenbordet of hvile et øjeblik 

  4. Imens finder du 24 linseforme frem og smører dem med fedtstof 

  5. Del dejen i 24 stykker  

  6. Form hvert dejstykke til en cirkel med fingerne og pres det ned i de smurte forme, så det kommer hele vejen rundt i kanterne 

  7. Kom formene på en bageplade 

  8. Fordel laksstykkerne i bunden af de 24 linser 

  9. Bland æg, smøreost og mælk godt sammen og hæld ca 1,5 spsk over hver linse  

  10. Bag dem ved 180 grader i varmluftsovn (200 i alm. ovn) i 15-20 minutter 

  11. Efter bagningen tages linserne hurtigt ud af formen, imens de stadig er varme og lad dem køle af på en bagerist 





Konklusion
Det kan godt være, at der indgår den lækre sunde laks i denne opskrift, men sunde kan man vist ikke kalde disse linser. Der er en del smør og flødeost indblandet.. Men ja, det skal man ikke altid tænke så meget over og især ikke, når de skal serveres til en lille fødselsdagsfest. Netop sådan en dag er lavet til at spise usundt. Og smør og flødeost er jo altid godt for smagsløgene, så derfor smager linserne super dejligt, og de kan også sagtens bruges som en snack i madpakken eller på skovturen.


Grønne pestosnegle

"Forberedelserne fortsætter" 

I mit tidligere opslag skrev jeg, hvordan jeg er ved at lave forskellige små hapsere til min familiefødselsdag, som jeg holder på søndag. Jeg er meget spændt på, hvad mine bedsteforældre siger til minipizzaer, pestosnegle og sådan noget i den dur. Men der bliver ikke serveret andet, så de må lægge det sædvanlige ønske om kaffe&brød på hylden og springe ud i noget nyt. Det er godt at gøre en gang imellem, også når man er 82 år. Her får du ihvertfald min opskrift på pestosnegle. Jeg har snuppet den fra AMO's bagebog, men den har ikke skidt af at blive gengivet her:



DU SKAL BRUGE

50 g gær
2 dl mælk
100 g smeltet smør
330 g hvedemel
1 spsk sukker
1 tsk salt

Fyld:
Grøn pesto



Fremgangsmåde - 20 stk

  1. Varm mælk i en gryde eller i din mikroovn til den er lillerfingervarm 

  2. Hæld mælken op i en stor skål (ca. 4 liter) og oplæs gæren deri

  3. Tilsæt de resterende indgredienser og ælt dejen godt 

  4. Form dejen til en kugle og lad den hvile i 5-10 minutter

  5. Herefter rulles dejen ud til en aflang plade på et meldrysset bord

  6. Smør plade med et godt lag grøn pesto og rul den sammen som en roulade 

  7. Skær 1 cm brede stykker af rouladen med en savtakket kniv og placer dem på en bageplade med bagepapir

  8. Bag dem i en varmluftsovn ved 200 grader (220 i alm. ovn) i 8-10 minutter 



Konklusion 
Jeg har lavet målene på opskriften en smule om, og derfor følger den ikke 100% AMO's bagebog. Men derudover er disse snegle super lækre, også er de meget nemme at lave. De smager rigtig godt med en lille smule cremet dressing til og evt en gulerodstav eller to.


søndag den 28. september 2014

Madpakkesnegle med gulerodsfyld

"En ny form for pizzasnegle med grønssagsfyld" 

Jeg skulle finde på et nyt alternativ til madpakken. Det er sidst på måneden, og jeg havde køleskabet fyldt med gulerødder, derfor tænkte jeg i vegetariske og billige baner. Så jeg lavede "pizzasnegle" med gulerodsfyld i stedet for skinke eller andet kødfyld. Det er vanvittigt billigt at lave fyld med grønsager, fordi det fylder så meget. Denne opskrift indeholder kun 4 gulerødder, og det var nok!

Vegatariske madpakkesnegle - 15 stk 



DU SKAL BRUGE 

2 dl lillefingervarm vand
25 g gær
1 tsk salt
2 tsk sukker
1/2 dl rapsolie
2 spsk neutral skyr eller yoghurt
150 g fuldkornshvedemel
Hvedemel til det passer

Fyld
3-4 gulerødder (ca 300 g)
1 tsk timian (eller andet krydderi)
Salt og peber

Topping 
Revet ost (kan undlades)

Fremgangsmåde - dejen 

  1. Oplæs gæren i vandet og tilsæt alt undtagen hvedemelet 

  2. Rør godt rundt og tilsæt hvedemel lidt af gangen til dejen bliver sammenhængende 

  3. Ælt dejen sammen på et meldrysset bord i ca. 5 minutter. Den skal stadig være klistret 

  4. Derefter sættes dejen til hævningen i ca 1 time


Fremgangsmåde - gulerodsfyld

  1. Skræl gulerødderne og skær dem i mindre stykker 

  2. Sæt en gryde med saltet vand over at koge 

  3. Når vandet koger kommes gulerødderne deri og koges møre

  4. Hæld vandet fra og blendt gulerødderne til en mos (med evt lidt vand)

  5. Smag til med timian og salt og peber 


Fremgangsmåde - inden bagning

  1. Rul dejen ud på et mel drysset bord 

  2. Smør gulerodsfyldet fyldet på 

  3. Rul dejen fra den brede side sammen til en roulade  

  4. Skær 15 lige store snegle ud og fordel dem på to bageplader med bagepapir

  5. Top dine snegle med revet ost 

  6. Sneglene bages i en 220 grader varm ovn i 15-20 minutter 


Konklusion 
Sneglene blev super bløde og lækre. Det kan jeg vist takke skyr'en for. Det er vigtigt for et godt og blødt brød at komme noget surmælksprodukt i. Og jeg vil helt sikkert anbefalde, at du kommer noget ost ovenpå, da det netop giver dem en "pizzasnegle-smag/fornemmelse".
Og selvfølgelig kan de fryses! 




mandag den 15. september 2014

Foccacia med rødbede og gedeost

"Noget lidt sjovt og anderledes til maden eller madpakken"

Jeg synes tit, jeg står og mangler et eller andet tilbehør til min aftensmad, som ikke lige er en almindelig salat eller et stykke hvidløgsflute, så derfor måtte jeg simpelthen prøve denne opskrift. Jeg har fundet den i AMO's nye lækre bagebog (Den Store Bagebog 5), hvor de præsenterer en masse "Nordisk brød". Jeg ved ikke helt hvor "nordisk" dette er, men jeg synes ihvertfald, at det er super smart at få grønsager med i brødet, da dette gør smagen mere spændende, og selvfølgelig bliver det også et sundere alternativ end et hvidløgsflute. Det er også et stykke brød, som er smart til madpakken, da det mætter meget mere, når der både er rødbede og gedeost i, og samtidig behøver det ingen pålæg, da det allerede er fyldt med smag og knas.

Foccacia med rødbeder og ost 




DU SKAL BRUGE

4,5 dl vand
50 g gær
1 spsk salt
100 g hytteost
350 g hvedemel
310 g fuldkornshvedemel
200 g rødbeder
2 spsk rapsolie
100 g gedeost
1 tsk rosmarin
1 drys flagesalt (alm. salt kan nok også gøre det)

Dej med rødbedestykker i

Fremgangsmåde

  1. Oplæs gæret i vandet sammen med en lille smule sukker (det var et tip jeg så i den store bagedyst. Dejen skulle hæve bedre af det) 

  2. Tilsæt salt og hytteost og kom melet i lidt af gangen

  3. Dejen skulle gerne være blød og klistret, når du har rørt i den i 5-10 minutter

  4. Lad dejen hæve i en time 

  5. Inden dejen er hævet færdig gøres rødbederne klar. Skræl og riv dem groft 

  6. Når dejen er hævet røres rødbederne ind i dejen 

  7. Beklæd en form på omkring 20x30 cm med bagepapir og hæld dejen deri. (Se billede: her kan du med fordel bruge to tøjklemmer i hvert hjørne af formen/bradepanden for at holde bagepapiret på plads) 

  8. Dryp olie over dejen og lad en nu hæve igen i ca 30 minutter 

  9. Lav huller i dejen med fingerne og fordel gedeost deri 

  10. Drys salt og rosmarin over

  11. Bag brødet i ca 25 minutter ved 240 grader i formen og bag den derefter i ca 5-10 minutter uden form 



Konklusion 
Brødet var overraskende nemt at lave i forhold til, hvad jeg havde troet. Jeg valgte at køre mine rødbeder i mini hakkeren, så jeg slap for at få køkkenet svinet til i pink rødbedesaft, men hvis du ikke har sådan en, så må du jo ty til et rivejern.
Men brødet smagte rigtig godt, dog fik jeg ikke den store ros for at bruge gedeost, da det har en lidt kraftig smag, så jeg tænker at bruge en anden ost (eks. mozzarella) næste gang.
Det lille trick med sukkeret var vist nok en succes. Mit brød hævede ihvertfald utrolig meget, og havde en lækker og luftig konsistens, så den må jeg lige huske på!

Tip: tøjklemmerne holder bagepapiret på plads - husk at fjerne dem inden bagning 

Pakket ind og klar til at tage med til middag

mandag den 8. september 2014

Rugbrødspølsehorn

"Ingen madspild og et lækkert alternativ til madpakken"

Jeg er blevet gjort opmærksom på, at jeg tidligere har lavet nogle lækre og grove pølsehorn, som jeg fuldstændig havde glemt. Dog kan jeg ikke tage hele æren for det, da det er bloggeren Mad med hjertet, som inspirerede mig til denne opskrift. Men ligemeget hvad, så havde jeg helt glemt at lægge den op på bloggen, så det må jeg hellere gøre nu. Den er rigtig nem at lave - dog tager bagning altid lidt tid, pga før og efterhævningen, men det hører jo med i processen. Udover at være nem gennemførlig, så er det også en opskrift, hvor man undgår madspild, og det er jo altid skønt! Her kommer den:

Pølsehorn af rugbrødsrester 



DU SKAL BRUGE

3 skiver rugbrød (alle kan bruges, og det må gerne være tørt)
2 dl kogende vand
50 g gær
2 dl natural yoghurt eller skyr
1 dl raps eller solsikke olie
1 æg
2 tsk salt
2 tsk mørk sirup, honning, brun farin eller sukker
Hvedemel til det bliver en fast og smedig dej
10 kyllingepølser
Evt. ketchup



Fremgangsmåde

  1. Hak rugbrødet, kom det i en skål og hæld det kogende vand på 

  2. Lad det køle af til det er "lillefinger varm" (ca. 37 grader) 

  3. Kom gær og skyr/yoghurt i massen og rør rundt til gæret opløses 

  4. Tilsæt olie, æg, salt og sirup/honning/brun farin/sukker og rør rundt

  5. Kom hvedemel i lidt af gangen til massen hænger sammen 

  6. Drys hvedemel på køkkenbordet og ælt dejen i 5-10 minutter til den er glat og smedig 

  7. Sæt dejen til hævning i ca. 1 time til den har dobbelt størrelse 

  8. Efter hævningen deles dejen i ti stykker 

  9. Hvert stykke fordeles omkring hver kyllingepølse (evt. med ketchup imellem) 

  10. Sæt pølsebrødene på en bageplade og lad dem efterhæve i ca 30 minutter 

  11. Bag dem ved 200 grader i ca 15-20 minutter 



Konklusion
Som jeg allerede nævnte, så er denne opskrift meget nem at lave. Gammelt og tørt rugbrød må du aaaaldrig smide ud, da det kan genbruges i mange forskellige retter. Jeg har tidligere haft et rugbrøds/ingen madspild tema på bloggen, hvor jeg lavede disse opskrifter:

Madpandekager
Fuldkornsfritter
Boller af rugbrødsrester
Rugbrødschips & rugbørdscrumble

onsdag den 13. august 2014

Bløde pære/banan muffins

"Snyde nydelse!"

Hvad er nu det..? Endnu en snydekage til samlingen. Ja jeg har efterhånden lavet et par opskrifter, hvor hovedtemaet var "sukkersød uden sukker".  Der iblandt:


Disse muffins indeholder kun 2 tsk sukker. Dog er den fyldt med en masse frugtsukker, som sætter mundvandet i gang og giver bedre samvittighed end den almindelige sukker gør.
Jeg har uden tvivl en meget livlig sød tand, som gerne vil fodres flere gange om dagen, men det kan ikke blive ved med at gå, så derfor snyder jeg den ind imellem med disse "snyde nydelseskager".




I denne omgang blev det en muffinopskrift med pære og banan. Den valgte jeg med den simple årsag, at Netto havde billige pærer (14 kr. for 1000 g.) og Arla's økologiske pære/banan yoghurt er "Månedens prishug" her i august og koster sølle 10 kr. Dermed opfandt jeg disse:

Søde og bløde pære/banan muffins 

DU SKAL BRUGE

1 pære
1 moden banan
3 dl hvedemel
2 dl havregryn
2 tsk bagepulver
1 nip salt
2 tsk vaniljesukker
2 tsk alm sukker
2 store æg
2 dl mælk
1/2 dl pære/banan yoghurt (eller mælk)
1/2 dl solsikkeolie

Evt pynt
Kokosflager (eller kokosmel)




Fremgangsmåde - 12 stk 


  1. Skær pære og banan ud i små søde stykker 

  2. Forvarm ovnen på 200 grader 

  3. Klargør 12 muffinsforme (jeg bruger dem af silikone - genial opfindelse!) 

  4. Bland mel, havregryn, vaniljesukker, alm sukker og bagepulver sammen i en 3 liters skål (ca.)

  5. Kom frugtstykkerne ned i blandingen og kør det hele sammen med hænderne 

  6. I en anden skål piskes æg, mælk, yoghurt og olie sammen til en ensartet masse 

  7. Hæld den flydende blanding ned til det tørre 

  8. Bland det forsigtigt sammen med en grydeske

  9. Fordel dejen i de klargjorte forme - Herefter pyntede jeg mine kager med kokosflager, hvilket ikke er nødvendigt, hvis du ikke har sådan noget liggende  

  10. Bag dine muffins i 18-20 minutter

  11. Lad dem køle af inden servering. Velbekomme. 



Konklusion 
Når jeg skriver BLØDE pære/banan muffins, så er det ikke for sjov; de er nemlig super bløde og lækre - og smager lige så godt. Dine gæster vil aldrig gætte, at der kun er 2 tsk sukker i. Der er ingen tvivl om, at de vil smage rigtig dejligt med en skefuld creme fraiche on the side og en frisk brygget kop kaffe til. Kokosflagerne på toppen giver også kagen et ekstra sødt kick og samtidig smager kokos super dejligt sammen med pære og banan. Prøv dem, og du vil ikke blive skuffet!



søndag den 20. juli 2014

Pikant snegle

"Lækre snegle - perfekt til en lang bustur" 

I morgen er dagen, hvor jeg vender næsen imod den skønne storby BERLIN. Jeg tager derned med en veninde for at besøge min fætter og se byen endnu en gang. Turen derned tager lige omkring 8-9 timer i bus, hvilket er en lang tur uden noget lækkert at gumle på. Så derfor medbringer jeg disse pikant snegle:

Pikant snegle med skinke 


Pikant ost & eftermiddagssol



DU SKAL BRUGE

60 g smør
1 dl mini mælk
25 g gær
1/2 tsk salt
250 g hvedemel
50 g fuldkornshvedemel

Fyld
Pikant ost
Skinke stykker (jeg brugte ca 5-6 skiver)




Fremgangsmåde

  1. Smelt smøret i din mikroovn eller i en gryde 

  2. Hæld mælken over og lad det køle lidt af inden gæret opløses deri

  3. Bland det sammen med salt, hvedemel og fuldkornshvedemel 

  4. Ælt dejen til den er sammenhængende (det kan gøres nede i skålen) 

  5. Drys mel på køkkenbordet og rul dejen ud til aflang firkant (ca. 3 mm tyk)

  6. Smør pikant ost på (så meget du ønsker) og læg skinkeskiver ovenpå uden de overlapper hinanden

  7. Rul dejen til en aflang pølse fra den smalle side 

  8. Skær små snegle ud med en savtakket kniv 

  9. Kom dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve i ca 1 time 

  10. Efter hævning pensles de med vand og bages i ca 18 minutter ved 200 grader 

  11. Lad dem afkøle på en rist inden servering



Konklusion 
De smager dejligt disse snegle, men de skal have et ordentligt lag pikant ost for at det kan smages. Det må jeg lige huske til næste gang, da jeg ikke kom nok i denne portion. Men smagen fejler intet.


En pikant snegel klar til bagepladen

onsdag den 7. maj 2014

Easy peasy pizzasnegle

"Hjemmebag til kapsejlads!" 

Der findes simpelthen intet bedre end at sidde i solen med en ny åbnet øl og spise hjemmelavet pizzasnegle og selvfølgelig samtidig se en kæmpe folk universitetstuderende gå total amok over folk, som fræser frem og tilbage i små både over uni-søen. Jaa, studielivet er bare helt fantastisk. Gid det aldrig måtte ende! Men ak ja, det sker jo en dag, men når den dag kommer, vil jeg kunne se tilbage og sige: "Jaaa, men jeg fik da lavet pizzasnegle til kapsejlads!"

Opskrift på Kapsejlads-pizzasnegle 



DU SKAL BRUGE

25 g gær
4 dl lunken vand (ca 37 grader)
1 tsk salt
3/4 dl olivenolie
1 tsk sukker
2 dl fuldkornsmel
Ca. 500 g tipo 00 mel (pizzamel)

Fyld
200 g revet mozzarella ost
390 g pizzasauce (den til 5 kr. i Netto)
150 g skinkepålæg
Oregano

Fremgangsmåde
  1. Opløs gæret i vandet og rør rundt

  2. Tilsæt olivenolie, salt, sukker og fuldkornshvedemel 

  3. Kom pizzamelet i lidt af gangen til dejen samler sig

  4. Drys resten af melet ud på bordet og ælt dejen grundigt i ca. 5 minutter

  5. Sæt dejen til hævning i 1 time 

  6. Efter hævningen drysser du nyt mel på bordet og ruller dejen ud til en rektangel (ca 30 cm i B)

  7. Smør dejen med pizzasauce

  8. Fordel skinkepålægget derpå og kom lidt over halvdelen af det revet ost ovenpå

  9. Drys med oregano 

  10. Rul nu den ene side over den anden 

  11. Gør 3-4 bageplader klar med bagepapir 

  12. Skære dine snegle ud i en ønsket størrelse og placer dem på pladen

  13. Pynt sneglene med det resterende ost og drys igen med oregano 

  14. Bag dine pizzasnegle i 15-20 minutter ved 200 grader 

  15. Lad dem køle af på en rist, inden du gemmer dem i en pose til kapsejlads! (eller picnik eller madpakken ect.)



Konklusion 
SKÅÅÅÅÅÅL og god kapsejlads alle derude! Jeg håber, I alle får en super lækker dag, og at det gode vejr holder! Og ja, det er nogle vold gode snegle! (undskyld sproget)


Så klar til kapsejlads!


torsdag den 13. marts 2014

Bløde og lækre blomkålsmuffins

"Gemmer på massere grønsager under toppen" 

Tro det eller ej, men i tirsdags fandt jeg et blomkål i Føtex til 5 kr! Det kan man da ikke gå forbi - selvom jeg ikke havde nogen idé om, hvad jeg ville bruge det til. Men sådan et er vel altid godt at have... ikke?
Da jeg så skulle i gang her til aften, ville jeg lave min snydepizza med blomkål, men da jeg havde kørt mit blomkål igennem mini hakkeren, synes jeg, at "dejen" blev alt for jævn, så derfor kom jeg en masse andre ingredienserne derned end dem jeg plejede, også pludselig stod jeg med en omgang blomkålsmuffins. Jeg elsker, når sådan noget sker ud af det blå!

Bløde blomkålsmuffins med grønsags/skinkefyld   



DU SKAL BURGE - til 7 stk. 

180 g. blomkål (ca 5 store buketter)
3 skiver kogt skinke skåret i tern
Peberfrugt og gulerod skåret i småstykker (som mængden passer dig)
1 æg
1-2 spsk yoghurt/skyr/creme fraiche
1/2 dl revet ost (og lidt ekstra til toppen)
1 tsk oregano
Salt og peber
Evt lidt vand

Fremgangsmåde 
  1. Tænd ovnen på 200 grader

  2. Skær blomkålsbuketterne i mindre stykker og kør dem i en blender eller minihakker (eller lignende)

  3. Tilsæt æg og yoghurt og blend det til en jævn masse (tilsæt evt. lidt vand, hvis den er for tyk - jeg tilføjede ca 2 spsk vand)

  4. Tilføj revet ost og krydderier og blend endnu engang

  5. Kom grønsager og skinke derned og bland det hele sammen med en ske

  6. Fordel dejen i 7 silikonemuffinsforme (hvis du ejer dem, ellers kan du nok også bruge almindelige) 

  7. Kom en lille smule ost på toppen og bag dem i ca 30 minutter på den næstnederste rille i ovnen 



Konklusion 
Ordene lækre og bløde beskriver disse muffins utrolig godt. De har samtidig en rigtig dejlig smag, uden at blomkålet smager for meget igennem. Også smager de lige så dejligt varme som kolde.
De kan garanteret også fryses. Velbekomme. 


onsdag den 5. marts 2014

Snack vol. 1: Dadelkugler uden besvær

"En lille sund snack på farten eller til forelæsningen"

Jeg har fået besked om at lave en form for snack til vores forelæsninger. Det er meget fristende at købe en pose Matador Mix til sådan en lang dag, men en vane som den er ikke god i længden, derfor måtte jeg bringe noget sundt på banen. Disse dadelkugler blev svaret herpå! Dog plejer almindelige dadelkugler at indeholde mandler eller andre nødder, men jeg valgte at komme cornflakes og müsli i (hvilket er mere studie-budget venligt), og det fungerede også helt fint!

Dadelkugler på den nemme og studievenlige måde




DU SKAL BRUGE - til ca 15 stk. 
Til kuglerne 
10 søde dadler
2 spsk kokosmel
1-2 tsk bråbærmamelade (eller anden)
2 spsk cornflakes eller müsli
1 tsk kakaopulver
Lidt vand (ca 1-2 spsk)

Til pynt
Kokos
Frysetørrede hindbær
Sesamsfrø
- eller andet

Værktøj
Minihakker eller blender

Fremgangsmåde 
  1. Fjern sten fra dadlerne 

  2. Herefter blendes de sammen med de resterende ingredienser. Tilsæt vandet efterhånden, så det bliver en jævn masse

  3. Sæt dadelmassen på køl i 20-30 minutter 

  4. Efter køletiden trilles det til små kugler 

  5. Pynt dem med det du bedst kan li' 


Konklusion
Disse dadelkugler er bare så lette at lave. Der er ikke noget, som skal hakkes ellers skæres pænt ud. Også smager de virkelig dejligt. Måske gør marmeladen dem en lille bitte smule mere usunde, end nogle andre opskrifter du finde rundt omkring på nettet, men hey! Du kan jo altid købe en marmelade uden sukker eller så lad være med at komme det i, hvis det er meget slemt med en teskefuld eller to.

Klar til køl!


onsdag den 5. februar 2014

Sunde havrekiks m. rosmarin

"Små og sunde måltider skal man huske på" 

Her kommer en opskrift på en lille hurtigt snack, som du kan have med i madpakken eller servere sammen med en masse kage og andet lækkert bagværk, som jeg har tænkt mig at gøre på lørdag.
Jeg har lavet disse kiks, som et alternativ til knækbrødet, da jeg har fået nok knækbrød her på det sidste. Så disse kiks skal serveres sammen med ostefadet, som jeg tror, de vil passe helt perfekt til!

Sunde havrekiks med rosmarin - 18 stk. 



DU SKAL BRUGE

125 g havregryn
2 spsk hvedemel
3 spsk solsikkeolie
1 dl kogene vand
1 spsk sukker
1 spsk rosmarin
1 tsk salt
1 knsp bagepulver

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader

  2. Alle ingredienserne samles i en skål og æltes 

  3. Rul dejen ud på et meldrysset bord til en passende tykkelse (ca 2 mm) 

  4. Stik kiksene ud med et glas eller en udstikker af passende størrelse (jeg brugte et glas på 5 cm i diameteren, og jeg fik 18 kiks ud af det) 

  5. Kiksene bages ved 200 grader til kanterne er gyldne (ca 15 minutter) 

Konklusion 
Jeg er faktisk ret tosset med kiks, og især når man kan lave dem på sådan en nem måde, som denne her er. Når der nu ikke er så meget fedtstof i dem, kan de virke en smule tørre, men jeg er 100% sikker på, at et stykke brie og en lækker marmelade vil klæde disse kiks. Velbekomme. 


Kiksene i udstiknings-processen (hvis det er et ord)