tirsdag den 28. juni 2016

Nem jordbærtærte

"Sommer = pluk selv jordbær og jordbærtærte!"

Vi kan vist hurtigt blive enige om, at den danske sommer ikke helt lever op til forventningerne i år... Det er lidt som om, at alt sol og blå himmel kom i slutningen af maj og siden da, har den ikke fundet vejen tilbage til lille Danmark. MEN! Det skal ikke betyde, at vi skal snydes for en af sommerens vigtigste desserter. Nemlig jordbærtærten. Jeg giver dig her en udgave, som består af en mørdejs bund og en lækker græsk yoghurt og vanilje creme, der er super nem at lave. Jeg har læst flere jordbærtærteopskrifter igennem, og de har alle sammen en creme, der skal koges op med æggeblommer og alt mulig fancy. Det bruger jeg ikke. Det skal være simpelt, måske lidt sundt og helst billigt! Derudover smager græsk yoghurt super godt i sådan en creme til jordbærtærte, da jordbær og mørdej er meget sødt, og yoghurten giver lige lidt bitterhed til alt det søde stads. Men ikke mere snak, lad os komme i gang.



DU SKAL BRUGE

En masse lækre danske jordbær!
23 cm tærtefad

Mørdej
100 g smør
150 g almindelig hvedemel
2 spsk flormelis
1 æggeblomme (evt lidt af hviden, hvis dejen virker for tør)

Creme
200 g græsk yoghurt
1/4 l fløde
1 vaniljestang (eller 1-2 tsk vanilje sukker)
2-3 spsk flormelis

Evt
50 g revet chokolade til bunden



Fremgangsmåde - mørdej 
  1. Start med at tænde ovnen på 200 grader 

  2. Smulder smør ud i mel 

  3. Tilsæt æggeblomme og flormelis og form massen til en samlet dej

  4. Hvis dejen virker meget blød, kan den sættes på køl et øjeblik 

  5. Ellers rul dejen ud, så den passer til dit tærtefad

  6. Sørg for at dejen kommer ud over kanterne, ellers vil den falde ned under bagningen 

  7. Bag tærten i 20 minutter 

  8. Efter bagningen kommes det revet chokolade på og smelter på kagen, imens den køler af

Fremgangsmåde - creme 
  1. Skrab kornene fra vaniljestangen ud og bland det med lidt flormelis 

  2. Smag den græske yoghurt til med vanilje og flormelis 

  3. Pisk fløden MEGET stiv (uden den skiller) 

  4. Bland flødeskum og yoghurt sammen med en dejskraber 

  5. Kom cremen i køleskabet indtil brug 

Fremgangsmåde - pyntning 
  1. Når tærten er helt kold kommes cremen på 

  2. Pynt kagen med jordbærene (se billede) 

  3. Servér den, for dem du holder af 


Konklusion 
Som sagt så passer græsk yoghurt utroligt godt til jordbærtærte. Jeg synes, at almindelig kagecreme godt kan blive en smule tungt til sådan en sød kage. Næste gang vil jeg smide nogle blåbær på sammen med jordbærene for at give kagen endnu mere syrligt, og evt nogle pistacie nødder for at kopier Mette Blomsterberg lidt. God fornøjelse! 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar