tirsdag den 12. april 2016

Madskole på Feldballe Friskole

"Sommerprojekt 2016"

I år skal der ske noget super spændende i min sommerferie. Jeg skal være madinstruktør og kontaktperson for Madskolerne (madskoler.dk). Her skal jeg lære børn om sund og god mad helt fra bunden og vise dem, hvordan en sund hverdag kan hænge sammen. Disse børn er 8-12 år, og de står klar og er super motiveret for at lave en masse mad på en sjov og lærerig måde.



Hvordan er jeg pludselig blevet det, spørger du. Jo.. Det er egentlig lidt specielt. Jeg fandt en artikel om Madskolerne bag på et Rema1000 blad, hvor jeg tænkte: "Tjah, hvorfor ikke..?" Så jeg gik ind på deres hjemmeside, og læste om konceptet, hvilken lød rigtig sjov og spændende. Men desværre fandt jeg ud af, at alle deres madskoler var placeret på Sjælland eller Bornholm. Det var jeg knap så interesseret i.. Så jeg skrev mig op som villig madinstruktør i Syddjurs Kommune, Aalborg og Aarhus.



Så gik der et par dage, og jeg havde faktisk allerede glemt, at jeg havde meldt mig ind. Også en tirsdag formiddag, hvor jeg sad og spiste et blødkogt æg og drak en dejlig kop kaffe, blev jeg ringet op af en meget entusiastisk madskolekoordinator, der var interesseret i at placere mig som kontaktperson i Syddjurs Kommunes kommende madskole. Sådan et tilbud siger man da ikke nej til, så jeg gik straks i gang med finde frivillige instruktører til Madskolen. Her meldte min veninde Camilla sig på banen med det samme, hvilket jo selvfølgelig var super fedt! Så jeg ser rigtig meget frem til at komme i sving i uge 30!



Den Madskole, som jeg skal sætte i sving, kommer til at foregå på Feldballe Friskole på Syddjurs. Og ja, det er måske lidt langt ude på landet. Men hvis vi skal være helt ærlige, så er der jo ikke noget bedre end landet om sommeren. Så landidyl, glade og motiverede børn, mad og hygge! Jamen så bliver det da ikke bedre :-)



Hvis du sidder derude og læser det her oplæg og tænker: "Hold da op, det er lige mig det der!" Så er det så nemt, at du bare skriver en mail til mig på eline-kannegaard@hotmail.com eller blot kommentere dette oplæg, så finder jeg en plads til dig i madteamet.




Det eneste jeg kræver af dig er et godt humør, at du har interesse for mad og sundhed, god med børn og ja.. Så skal du selvfølgelig have et hul i din kalender i uge 30 fra mandag til fredag.
Måske lyder det af lidt meget, men hvis du bare har en enkelt dag, så kan vi muligvis også finde ud af det. Arbejdet er frivilligt, så der er ingen løn involveret, men til gengæld får du et super givende job til dit CV og en masser erfaring om madlavning med børn.



Jeg er meget glad for dette initiativ, og jeg glæder mig rigtig meget til at dele min madglæde med børnene og de andre tilmeldte instruktører. Vi ses i uge 30 Madskole.